Hugo Schuchardt Archiv

Charlottenlund
4. Marts 1925

Højtærede Hr. Professor,

Det er mig en Glæde at takke Dem for Deres smukke Afhandling om Baskisk og Sprogvidenskaben. Med dyb Interesse har jeg strax slugt – og nydt – hvert Ord, og meget haaber jeg at komme tilbage til. Alt deri opfordrer til Eftertanke; og paa een dag naaer man visselig ikke bunden.

Sprogvidenskab i den forstand De her tager det, har jeg netop drevet de sidste Aar. Jespersen og Meillet, Vendryes og Sapir, Delacroix og Cassirer har ægget mig til Kritik og til Forsøg paa Selvtænkning; og ikke mindst Schuchardt-Brevier har været mig et Incitament. Baskisk er ret nyt for mig, men i Efteraaret traf jeg i København Uhlenbeck og ved Nytaar i San Sebastian Dr. Julio de Urquijo. Jeg |2| behøver ikke at tilføje, at Samtalen i begge Tilfælde faldt på Baskisk og Prof. Schuchardts Indsats. ‘Primitiae’ har jeg nu nys studeret og begyndt at danne mig en Forestilling om Sprogets Type og dets Verbums berømte ‘Passivismus’.

Tillad mig i denne sammenhæng at fremsætte et par Bemærkninger:

1. Ethvert Verbum er ‘von Haus aus’ indifferent, d.v.s. hverken aktivisk eller passivisk. Heri har De ganske sikkert Ret hvad angaar Sprog af vor Type; og følgelig har Meillet Uret i sit: le verbe est essentiellement aktif. Han tænker her aabenbart med Aktiv kun paa det Moment af Funktion eller Relation, som gør Verbet til Verbum i ethvert Sprog (f. Ex. ogsaa i Kinesisk).

2. Verbet (el. det transitive V.) i visse Sprog; saaledes Baskisk, Kaukasisk og Algonkin har en passivisk Karakter. Heri synes mig De og Uhlenbeck ligeledes at have |3| Ret. Men synes dette ikke en Modsigelse? Nej, ikke hvis man blot antager, at Verbet i disse og analoge Sprog har en noget anden Karakter end i Indoeuropæisk.

Ligesom nogle primitive Sprog ikke skelner Nomen og Verbum, men kun besidder et complexere Nomen–Verbum (der kan være snart mere et nominalt Verbum, snart mere et verbalt Nomen), saaledes kunde det meget vel tænkes, at de nævnte Sproggrupper havde et Verbum af mere concret eller complex Natur end vort, nemlig et saadant hvori et vist situations- el. milieubetegnende Moment var indgaaet som et uadskilleligt Led. Dette Moment kunde betegnes om analogt med dansk der el. det, tysk es, fr. il – Ord, der betegner en Art Ramme, hvori et Billede skal sættes, et Blanco der skal fyldes. Hvis dette var Tilfældet, vilde man meget vel forstaa; at et saadant Verbum pas es (?) gjorde indtryk af at være passivisk (‘Det’ tænker – i mig ≠ ‘Der’ tænkes – af mig).

|4| Hvad angaar Dr. Schüttes og min Tanke, at Artikel kunde hænge sammen med Kulturfremskridt, forstaar jeg meget vel Deres Betænkelighed. Artikel findes jo hos mange Folk i Verden af højst forskellig Kultur. Men maa man mon ikke ogsaa her regne med Artikel af noget forskellig Karakter? Den efterhængte har dog ikke ganske de funktioner som gr. ‘ο el. tysk der; og fransk le, eng the har atter andre. Eet Træk kommer dog overalt igen: Artiklen er et med Pron. meget nær beslægtet Ord, der i Abstraktion hæver sig over Pron. Det er i denne Abstraktion (i Europa stærkest udviklet i Fransk) jeg for mit Vedkommende ser noget kulturelt. Evident er det, at mange Folk – indenfor deres Type – ikke har formaaet at afklæde noget Pron. dets Concrethed og give det den priviligerede Stilling (og ogsaa fonetisk den Karakter af Lethed, Korthed, Ubetonethed) som er Artiklens.

Med ærbødig Tak for megen anden dybtgaaende Belæring er jeg

Deres

Viggo Bröndal